Læringsambassaden, som er Skive Kommunes fælles skoletjeneste, har igangsat et stort Vild med Vilje projekt, hvor den gamle slagterigrund bliver sået til med vilde blomster af en stor gruppe børn. På den måde får vi gennem grøn handling i fællesskaber, forvandlet et område, der lå livløst hen, til et insektparadis, der er med til at skabe en egn i biodiversitetsmæssig balance. Projektet skydes i gang sidst i april 2021, hvor kommunens børnehaver er inviteret til at komme og hjælpe med så-arbejdet. Tanken med dette forsøg er at vise, hvordan man kan skabe liv, på en ellers øde byggetomt, når den nu alligevel står der. De børnehaver, som kommer og hjælper med så-arbejdet, får en pose blomster med hjem, som de kan så i deres børnehave og skabe mere biodiversitet dér. Den gamle slagterigrund ligger centralt i Skive by og tiltaget er således medvirkende til at skabe mere bynær biodiversitet.